31-08-2010
De danske kommuner har helt bogstaveligt skrevet en stor del af danmarkshistorien i de gamle byrådsreferater. Her findes meget værdifuld viden om Danmark af i går. Problemet er imidlertid, at de såkaldte forhandlingsprotokoller er gemt væk i kommunale kældre. Og støver man dem endelig af, er håndskriften ofte meget svær at tyde. Det har Byhistorisk Arkiv nu gjort noget ved, og kan som de første i Danmark præsentere digitale forhandlingsprotokoller.
Frivillige har gennem de sidste fire år tastet 7.600 sager ind i en computer, så alle protokoller fra 1913 til 1929 nu kan kigges igennem online. Det gør det uendeligt meget nemmere at tegne et billede af lokalsamfundet for snart 100 år siden, og det kan både studerende, journalister, slægtsforskere og mange andre have stor glæde af.
Få et kig ind i fortiden på www.eba.esbjergkommune.dk under Esbjergs historie og Esbjerg-databaser eller via det dette direkte link til databasesøgningen.